OFTEST STILLEDE SPØRGSMÅL FRA PRIVATE 

HVAD ER I BEDST TIL? 

Vi laver alle former for murerarbejde, badeværelser, facader, trapper, tag, skorstene og meget mere.
I dag tør vi godt påstå, at vores standarder for kvalitet ligger i den højere ende. 


Vores absolut største kompetence er indsigten i landets gamle murede huse og ejendomme. Vi ved, hvordan materialerne har bevæget sig over tid, vi kender deres svagheder og styrker - og så kan vi som noget helt særligt vurdere, om der findes enklere løsninger på fornuftig renovering, der kan holde udgifterne forsvarligt nede. 


Huse er som organismer. Når først vi får dybt kendskab til en ejendom, kan arbejdet udføres med så langsigtet et perspektiv, at der med tiden vil være mindre og mindre brug for vores hjælp. I tilkøb får ejerne som regel et grundigt kendskab til ejendommen, så behovet for hjælp til prioritering med tiden falder. 

ER DET BILLIGT?

Hvis håndværk er billigt er der som regel noget, man bør være lidt vågen over for. Så nej. Vores priser ligger oftest nogenlunde i midten af den seriøse del af branchen, men samlet set bruger vi nok lidt mere tid på en sag end de fleste. Det skyldes, at vi koncentrerer os en del om hver sag og investerer ekstra tid i at få lavet aftaler, følge op og justere undervejs og sørge for, at vores kunder hele tiden har kontrollen. 

Priserne er sat sammen, så vi kan overholde overenskomster, lovgivning, ikke skal sjuske med resultat eller mandskab og i øvrigt kan holde os opdaterede på viden og nye metoder. Skulle der ske et uheld, når vi arbejder på en sag, har vi tegnet de forsikringer, der kan gardere mod større problemer. De har endnu aldrig været i brug. 


RISIKERER JEG PLUDSELIG EN STOR EKSTRAREGNING? 

Nej. Vi sætter aldrig arbejde i gang, uden at det er aftalt med dig på forhånd.  Vi kender de fleste danske bygningstyper så godt, at vi for det meste kan forudsige, hvad der kan dukke op af overraskelser. Hvis vi undervejs støder på noget, der kræver en ekstra indsats, sætter vi arbejdet på pause, så vores kunder kan nå at tage stilling til vores forslag til håndtering.  


KAN JEG REGNE MED AT I MØDER OP?

Ja. Vi booker ikke flere opgaver, end vi kan nå at løse dem ordentligt. Der kan være bestemte faser i et projekt, hvor vi er nødt til at vente, fordi et materiale skal tørre ordentligt, før vi fortsætter.  Og vi arbejder i den virkelige verden, hvor vejret pludselig sætter begrænsninger eller et gulv viser sig ekstra genstridigt at få op. Men vi har meget stor respekt for dit hjem og din tid, og vi koncentrerer os enormt, når vi er på en sag. Også når vi har forladt selve byggepladsen, hvor den usynlige del af arbejdet foregår med værktøj, indkøb, koordinering og research. 

RYDDER I OP EFTER JER? 

Ja.  


 SKAFFER I OGSÅ VVS`ERE OG ELEKTRIKERE, HVIS JEG FOR EKSEMPEL SKAL HAVE LAVET BAD? 

Ja. Og vi står inde for al udført arbejde, når det er os, der sætter holdet.

Hvis du i forvejen har for eksempel en VVS´er eller en elektriker, du foretrækker at bruge, taler vi nærmere sammen. Vi lover dig dog, at hvis du lader os om koordineringen, giver det de bedste forudsætninger for en god proces, da mureren er på sagen fra start til slut. Vi ved, hvad de øvrige håndværkere kan og skal udføre. 


KAN VI SELV KØBE MATERIALERNE?

Hvis I har forstand på kvalitet og lovgivning, kan det være en mulighed. Vær dog opmærksom på, at I selv overtager ansvaret for materialernes holdbarhed og kvalitet, og at det undertiden koster håndværkeren mere tid at bakse med ting, der ikke er udviklet til professionelt brug. 


GIDER I OGSÅ AT LØSE OPGAVEN, SELVOM DEN ER LILLE?

Vi gider altid, og vi kører gratis i København S.


JEG ER NERVØS FOR AT HYRE DEN FORKERTE HÅNDVÆRKER. HVAD GØR JEG?

Hyr os til et par timers arbejde og se vores erfaring og opførsel an.  Spørg eventuelt andre, om det samme. Hvis der er et godt match med os, vil du i øvrigt have en håndværker, du altid kan vende dine overvejelser med, når der skal ske noget nyt. 

KAN I TEGNE MIT NYE BADEVÆRELSE? 
Der er masser af programmer, der kan den slags. Men hvis du står overfor et større projekt, vil vi anbefale dig, at du først går til en byggerådgiver. Det letter meget for alle parter, hvis projektet er undersøgt og beskrevet. Samlet set vil du kunne spare penge og risiko på den måde. 

HVORDAN SIKRER JEG MIG, AT ARBEJDET LEVER OP TIL MINE FORVENTNINGER?

Vi bruger lang tid på at lave aftaler, gennemgå dem og sikrer helt åbne kanaler for løbende dialog. Vores kunder deler som regel vores opfattelse af, at der findes rigtig gode muligheder for løsninger. Og vi vil kunne gå virkelig langt for at finde dem, hvis der skulle opstå tvivl.  


HVORDAN VED JEG, OM JERES PRISER ER RIMELIGE?

Som regel kan du søge priser på nettet for at få en idé om prisleje. Men vi anbefaler dig altid at huske at spørge, hvad der kan opstå af uventede udgifter, om der afsættes den fornødne tid til opgaven eller om den bliver løst henad vejen, samt til hvilke krav virksomheden stiller til de håndværkere, der sendes ud for at løse opgaven. 


JEG VIL GERNE LAVE NOGET AF ARBEJDET SELV FOR AT SPARE PENGE. ER DET OK FOR JER?

Ja og nej. Hvis du ikke er håndværker, vil vi meget sjældent foreslå, at du kaster dig ud i murer-arbejde. 

Men hvis du alligevel har gjort forsøget og er gået i stå et sted, giver det point hos os at have modet til at række ud. 

Vi kan også hyres til hjælp og rådgivning på timebasis, så du ikke kommer hjem fra byggemarkedet med noget skrupforkert. 

Prisen er 620 kr. inkl. moms pr. påbegyndt time for at få Murermesterens tunge erfaring ind i en sag og 540 kr. inkl. moms for vores unge, stærke og godt begavede mænd. 

HAR I IKKE NOGEN BILLEDER? 
Masser. Lige nu kan man se lidt mere til os på Facebook. Søg efter Murermester Dyrelund.

Denne hjemmeside benytter cookies. Ved at klikke på 'Acceptér' godkender du vores brug af cookies.

Godkend